Froyingar, sum her n koma saman

 

Froyingar, sum her n koma saman,

latum okkum brka forna ml;

seti tykkum niur her vi gaman.

drekki allir glair Froya skl!

Latum okkum minnast landi kra,

sum j okkum llum dmar vl;

latum okkum hgt teir gomlu ra,

okkum ta til frama vera skal.

 

Har meg mir bar mjkum armi,

har eg lrdi grulva, stetla t;

lti visti eg av sorg og harmi;

t eg eftir Froyum beri st.

Alt m eg ta minni bera,

um at landi ei er strt og gott.

Hvat jr kann meira herligt vera

enn ein froysk mijansummarntt?

 

Har sum ttlingar og snpur lta

millum blmur vi so gan fri,

vakurt spla man smlambi kta,

vl ta trvist undir murli;

har hin ltla vakra in hastar

lystiliga oman gjgnum gil,

millum mangar strar klettar fastar

hon t alt havi finna vil.

 

Mangur tlendskur, eg hoyri, sigur:

"har er bara grtt t yvir grtt;

slkt," teir halda, "doyvir sinni niur,

regn og mjrki kann ei gera gott."

Men soleiis ei teir ungu blva:

bylgja bl og fjllini so brtt

kunnu ungar piltar vl upplva,

gera teimum ft og hjrtu ltt.

 

Lti ansast regn og aldubroti,

t i bli rennur heitt og ltt;

vl man nyttast monnum vadmalskoti,

sum tr ungu moyggjar virka rtt.

Hvat er vl eitt lv vi ongum stri?

Sum ein mni fyri uttan ljs!

Vakrast sknir sl grnar lir,

t i li freka fr sn ks.

 

Fuglar, sum vi fjallatindar byggja,

hvnn ein vetur fara yvir sjgv;

hvrt eitt vr teir munnu aftur hyggja

til ta reiur, sum teir elska ngv.

Dimmi finnur fugl sni hillu,

t hann va fer um sund og fjr;

okkum lrir j tann fulgur villi:

heimi er ta besta sta jr.