“Westerbech”

 

1. Kom hid og nøje mærk

en ubestandig lykke,

som somme løfter op

i ære, stand og smykke,

og styrter derimod

en anden ned i grund,

den allerrigeste

gør fattig på en stund.

 

2. Se, den som sejler om

på havets stolte vande

og henter meget rart

fra langt bortliggende lande,

når rejsen den er endt,

han venter land at nå;

men snart han støder an

på høje klipper grå.

 

3. Eksempel ser vi her

på en ostindisk farer,

hvis navn var Westerbeech.

Han skulde hente varer

og skønne kostbarheder

alt fra Batavia;

med dette skulle vi

til Holland sejle da.

 

4. Den længste vej var endt,

den korte stod tilbage,

den høje himmelgud

det så ej vilde mage

med os, at vi vort hjem

skulde snart få at se igen;

men i et øjeblik

blev lykken vor uven.

 

5. Thi se, septemberdag

i måneden den anden

vi sejlede helt stolt,

det siger jeg for sanden

den hele dag; men ak,

om natten klokken ti

ulykken kom os på,

i angest vare vi.

 

6. Der gråd og klage lød,

vort skib mod bjerget rendte,

vort bougspryd brast itu

og over borde slængte,

vor fokkemast og med

den gik og sammre vej;

for øje døden stod,

på liv vi tænkte ej.

 

7. O, milde fromme Gud,

du hjælp os usle arme,

midt i din vrede du

dig over os forbarme,

send hjælp fra himlen ned,

o, fromme frelser kær

til os elendige,

i dødens nød vi er.

 

8. En part af os i hast

langs med stormasten krøbe

at redde livet og

den grumme død undløbe;

så komme vi da op

i klippen meget stejl;

men øverst kant at nå

det slog os ganske fejl.

 

9. De fleste kom da op

i denne klippegrube

og vare slupne ud

af fæle dødens strube;

men ti tilbage blev

på skibet af vor mand,

med samme de forgik

og druknede i vand.

 

10. Vi sørgefulde sad

helt hjerteklemt og bange,

her var for os ej råd,

ej redning at erlange;

vi råbte alle på

vor fromme frelser kær;

når faren synest størst,

da hjælpen nærmest er.

 

11. Han hørte og vor bøn

og hjælpen straks tilsendte,

fire årer bunde vi

tilsammen helt behændig;

til stige brugtes de

alt til vor salvation;

på dem vi klavrede

op til livs defension.

 

12. En af vor folk op

på disse årer stige

på højen klippe stejl

og så sit livs befrier;

en anden efter ham

skulde gøre ligeså:

han hovedkuls faldt ned

og sloges i stykker små.

 

13. Den første, som kom op,

han disse råd påfinder:

Af skjorten strimler skar

og dem tilsammen binder,

lod ene ende ned

at knytte tovet fast,

drog det så op til sig

i største huj og hast.

 

14. Med dette tov han op

til sig så frejdig hisser

langs henad bjerget op

igennem grus og ridser,

så vi da, tak ske Gud,

kom alle til ham op;

men ak, vi måtte da

endliget holde trop.

 

15. I denne verring, som

vi vare nu istede,

sig vove højere op

om sig og os at redde

otte ud .af vore mænd,

om hjælp i mørke nat

os kristne mennesker

at søge og få fat.

 

16. De otte ginge hen

for at recognocere

på fremmed sted og vej

om hjælp at indkvartere

for os, tilbage sad,

i klippen fast arrest;

Gud gjorde og, at det

gelingede allerbedst.

 

17. Imedens de var borte,

med kniv vi skar os huler,

at vi ej falde ned,

men os i dennem skjuler

og sætter foden fast

imod grå klipperyg;

for fald vi endda sad

der nogenlunde tryg.

 

18. Så tidlig dagen kom

med morgenrøde stråler,

de otte mænd vare der

med glæden os afmåler,

idet vi fik at se

der nogle af landets mænd,

som komme til os ned

og råbte: Frisk, kom an!

 

19. Kommer nu og følger os,

vi skal jer vejen vise

til by, til folk, til hus

og hjem og trøst og lise;

eders lemmer kolde er,

I skulle varme få,

og legemerne mad

at vederkvæges på.

 

20. Med dem vi glade gik

til Våg, som bygden hedder;

barmhjertige mennesker

til dem de os indleder,

hvor vi fik hunger stilt

og læsket tørsten stor.

Gud lønne alle dem,

som der på stedet bor.

 

21. Om natten blev vi der

og vore lemmer hviled,

derfra om morgenen

til andre pladser iled,

til Porkere, hvor vi

kun ganske lidet nød,

derfra til Ørdevig

alt med vor trop opbrød.

 

22.Til Trangisvågen vi

fra Ørdevig henvandred,

alt over Káragjógv

spaserte med hverandre,

til Kvalbø, nordligste by

på øen Suderø;

og siden skulde vi

med båden til Skuø.

 

23. Den store høflighed

vi ikke bør forglemme,

som os beviset blev,

og vi vel monne fornemme

i Kvalbø udaf præst

og folkene, der bor;

hvorfor dem lønne Gud

i høje himmelkor.

 

24. Der vi til Skuø kom

og foden fæst på landet,

helt frossen, sulten, kold,

vi komme op af vandet.

Gråskægget rustekust

så barsk og helt umild

kom slabbende mod os,

ej blid, men helt umild.

 

25. Vi bade om lidt mad,

nødtørftig mad og drikke;

helt sultne vare vi,

men ak, vi fik det ikke.

Af hunger måtte vi

da hen at stjæle gå,

idet vi så et hus

fuldt tørfisk åbent stå.

 

26. Umilde Skuøland,

vi afsked fra dig tager,

til Sandø rejste vi

og se, hvor det behager

det folk, der bor på sted,

beviser skibbruden mand

lidt høflighed i nød,

så meget som de kan.

 

27. Som sagt så også sket,

så snart vi kom på landet,

for Skuøs umildhed

vi forefandt et andet.

For ubarmhjertighed

vi nød der kost og ly,

så høflige vare de

på dette sted og by.

 

28. Tre dage bleve vi

på Sandø stille og rolig;

en part af os fik lyst

at søge anden bolig,

marcherede så vi

til fods ad Skålevig,

til smukke folk vi kom,

de vare skikkelig.

 

29. Gud lønne dennem for

det gode, de beviste

os arme mennesker,

som de så vel bespiste;

især gav Rasmus os

brændevin og tobak,

ja, piber og god kost,

derfor ham ydes tak.

 

30. Der blev vi så en tid,

omtrent udi ti dage;

derefter måtte vi

os lade smukt behage,

begive os til båds

og føres over fjord

til Kirkebø den stad

fra Skålevig i nord.

 

31. Did kommer vi med hast

om aftenen helt silde,

vort fulde forsæt var,

at vi der hvile vilde;

men som vi der fornam

fast mere surt end sødt,

så blev dog slutningen den,

at hollandsk mand kom flyt.

 

32. Vi flyttede derfor straks,

og fluks til båds monne gange,

ja, natten kom os på;

vi håbed at erlange

for os et nattely

og sikkert underhold

til vederkvægelse

for vore lemmer kold

 

33. Til Thorshavn vi da kom,

den handelsstad for landet,

alt som vi måtte var

af sult og kulde fra vandet,

så blev god anstalt gjort

for os idenne by,

vi bleve indkvartert

og finge nattely.

 

34. Vi finge der kvarter,

god varme, drik og spise,

Gud lønne dennem for

det gode, de beviste

mod os skibbrudne mænd;

vi arme, usle kræ,

medynk, barmhjertighed

vi hos dem monne se.

 

35. Det var helt glædeligt,

vi hørte her passere:

To skibe lå på red,

i dem vi indbargeres;

med første skulde vi

med dennem sejle bort,

der blev og anstalt til

sådant  ret hastig gjort.

 

36. Her måtte males rug,

her skulde brødet bages,

her skulde købes fisk,

ja, også smør modtages

til skibets proviant,

ifald mod hungersnød

at os ej mangle skal

på rejsen dagligt brød.

 

37. Postfilter det slap op

udi en anden gade,

her kom ej contrasto,

vi blev ej længer glade;

hvad der til hinder kom,

er os uvitterligt,

men vi her blive må,

det bliver sikkerligt.

 

38. Slutningen blev dog den,

vi fleste skuld blive,

men ti udaf vort folk

skulde sig på rejsen give;

vor skipper kom dog med

og styremændene tre,

seks andre og til dem,

hvis navn ej nævnes her.

 

39. Vi andre bleve her

omtrent udi ti dage;

derefter måtte vi

os lade smukt behage

at indkvarteres om

på landet i vort sted,

hvor vi da forefandt

den største miskundhed.

 

40. O store Gud, ske tak,

lov ske dig, himlens Herre,

for alt godt os bevist,

dit navn velsignet være;

du bøjer hjerterne

til os i nødens tid,

de gav os klæder, kost,

de vare mod os blid.

 

41. Dermed vi takker og

enhver her udi landet;

imod os fremmede,

som vare hos dem strandet,

de vare barmhjertige,

høje og ringe mænd.

Derfor, o milde Gud,

din hjælp dem altid send.

 

42. Tænk nu, o landmand, tænk,

hvad sømand må udstande,

bevis barmhjertighed

mod ham, når han monne strande

alt på det land og sted,

bevis ham kærlighed,

giv hannem livets brød,

Gud bliver dig ej vred.

 

43. På hollandsk visen er

af første komponeret

af bådsgeseller to,

på Nolsø indkvarteret;

de vare glade der,

for Gud hjalp dem af nød,

han gav på Nolsø dem

og deres dagligt brød.

 

 W. fór á land við Víkabyrgi 2.9.1742.